Danish translation of "Fundamentals of the Sadharanikaran Model of Communication"

Fundamentals of the Sadharanikaran Model of Communication

-          Dr. Nirmala Mani Adhikary

Kathmandu University, Nepal
Nirmalam.adhikary@gmail.com

Oversættelse af : Mamta Kharel

Sadharanikaran Model of Communikation (SMC) er en repræsentation af kommunikationsprocessen fra hinduistisk perspektiv. Det er en systematisk beskrivelse i diagrammatisk form af en proces til at opnå en gensidig forståelse, almindelighed eller enhed blandt mennesker. Det illustrerer, hvordan de kommunikerende parter interagerer i et system (dvs. processen af Sadharanikaran) for at opnå Saharidayata. Saharidayata er en kernekoncept, hvorpå betydning af Sadharanikaran er bosat. Det er en fælles orientering, fællestræk, gensidig forståelse eller enhed. Ved færdiggørelsen af Sadharanikaran processen bliver kommunikerende parter Sahridayas. I lyset heraf SMC forstiller en kommunikation for altergang.

Bharatas Nastyashastra og Bhartrihari’s Vakyapadiya er to grundlæggende kilder til modellen. De fleste af de begreber, der er trukket på (for eksempel sadharanikaran, sahridayata, rasawadana, sakshatkara osv.)  er formelle begreber, der er fast etableret på sanskritisk poetik, æstetik og lingvistik samt andre discipliner af hinduistiske religionsfilosofiske videnssystemer. Disse begreber er grundlaget for, at SMC er etableret.

Kort fortalt, følgende punkter præsenterer omridset af SMC:

1.       Strukturen af modellen er ikke lineær. Det indeholder begreber tovejs kommunikationsproces, der resulterer i gensidig forståelse af de kommunikationspartier. Således, er den fri for begrænsningerne af lineære kommunikationsmodeller.

2.       Modellen illustrerer, hvordan en vellykket kommunikation er mulig i hinduistisk samfund, hvor komplekse hierarkier af kaster, sprog, kulturer og religiøs praksis er fremherskende. Sahridayata hjælper de kommunikerende til at gennemsyre det ulige forhold, der hersker i samfundet, og selve processen for kommunikation lettes.

3.       Samspillet mellem de kommunikationspartier er af afgørende betydning i sadharanikaran. Her det er ikke en årsag til forholdet, men forholdet i sig selv er signifikant. For eksempel, guru- shishya forholdet er altid som helligt i sig selv. Og i modsætning til i tilfælde de fleste kommunikationsteorier og modeller fra vesten, er dette ikke lægger vægt på dominans af afsenderen. Modellen giver snarere lige stor betydning for begge kommunikationspartierne. 

4.       Modellen viser, at abhivyanjana (kodning) og rasaswadana (dekoding) er de grundlæggende aktiviteter i kommunikation. Med andre ord er de afgørende tidspunkter i sadharanikaran (Kommunikation).

5.       Det viser, at hinduistisk perspektiv på kommunikation fremhæver mere om intern eller intrapersonel aktivitet. For eksempel både processerne for kodning og afkodning består af fire lags mekanisme i sin ideelle form. Kommunikation involverer mere erfaring indvendig end objektiv rationalitet af de sensoriske organer.

6.       Ved levering af sandarbha (kontext), modellen præciserer, hvordan meningen kunne leveres til meddelelsen, selvom afsenderen ikke er identificeret til modtageren. Den tilsigtede mening af enhver besked kan konstateret på grund af konteksten uden at bestemme den egentlige hensigt i talerens sind, bare ved at tage kontekstuelle faktorer i betragtning. På grund af konteksten en tekst kan bevare sin objektiv meningen.

7.       SMC viser, at omfanget af kommunikation fra hinduistisk perspektiv er bredt. Som forudset i modellen kommunikationen er bredere nok til at håndtere alle livets tre dimensioner: adhibhautika (fysisk eller svag) adhidaivika (mental) og adhyatmika (åndelig). I social eller verdslig sammenhæng er kommunikation sådan en proces, hvormed i ideelle forhold mennesker opnår sahridayata. I mental sammenhæng kommunikation er processen med til at opnå sand viden samt lignende gensidig erfaring. Men det er ikke hele historien; den har også en åndelig dimension.

8.       Målet med kommunikation som det er tanken i modellen er helt bestemt at opnå fælleshed eller gensidig forståelse. Men målet ville ikke være begrænset til netop dette omfang. Ligesom Vedic Hinduism altid lægger vægt på at opnå alle purushartha chatustayas (dvs. fire mål for livet: artha, kama, dharma og moksha), modellen opfatter også kommunikationen, der er i stand til at nå alle disse mål. Således, modellen er i perfekt sammenhæng med Vedic Hindu World View. 

      Sadharanikaran som koncept/teori bør ikke forveksles med Sadharanikaran kommuniktionsmodellen (SMC). Den tidligere, som er en af de væsentlige teorier i sanskrit poetik og andre discipliner, har sin egen rod i Bharata Munis Natyashastra og er identificeret med Bhattanayaka. Mens SMC refererer til en model for kommunikation som trækker på det klassiske koncept/ teori af sadharanikaran sammen med andre ressourcer for at visualisere hinduiske perspektiver på kommunikation, blev først udviklet og foreslået i 2003.

      Den meta- teoretiske antagelse af modellen er Vedantic. Hindu måde at kommunikere sikkert lægger vægt på intern eller intrapersonel aktivitet. Det er forståeligt, at abhivyanjana og rasaswadana er de grundlæggende aktiviteter i kommunikation, og i hinduistiske liv kommunikation involverer mere erfaring end objektiv rationalitet i de sensoriske organer. Denne tendens letter sahridayata og andre begreber, der skal materialiseres praktisk. Således, kommunikation resulterer i fællesskab i det hinduistiske samfund.

Selected Bibliography:

Adhikary, N. M. (2003). Hindu awadharanama sanchar prakriya [Communication in Hindu concept]. A dissertation presented to Purvanchal University, Nepal in the partial fulfillment of the requirements for the Degree of Master of Arts in Mass Communication and Journalism.

Adhikary, N. M. (2007). Sancharyoga: Verbal communication as a means for attaining moksha. A dissertation presented to the Faculty of the Graduate School of Pokhara University, Nepal in the partial fulfillment of the requirements for the Degree of Master of Philosophy.

Adhikary, N. M. (2009). An introduction to sadharanikaran model of communication. Bodhi: An Interdisciplinary Journal, 3(1), 69-91.

Adhikary, N. M. (2010). Sancharyoga: Approaching communication as a vidya in Hindu orthodoxy. China Media Research, 6(3), 76-84.

Adhikary, N.M. (2011). Theorizing communication: A model from Hinduism. In Y.B. Dura (Ed.), MBM anthology of communication studies (pp. 1-22). Kathmandu: Madan Bhandari Memorial College.
Adhikary, N. M. (2012). Hindu teaching on conflict and peacemaking. In L. Marsden (Ed.), Ashgate research companion on religion and conflict resolution (pp. 67-77). Farnham, Surrey (UK): Ashgate Publishing.

Adhikary, N.M. (2013). Communication theory and classical Sanskrit texts. Rural Aurora, 2, 112-125.

Adhikary, N. M. (2014). Theory and practice of communication – Bharata Muni. Bhopal: Makhanlal Chaturvedi National University of Journalism and Communication.

Adhikary, N. M. (2016). Hinduism. International Encyclopedia of Communication Theory and Philosophy, pp. 831-838.