Fundamentals of the
Sadharanikaran Model of Communication
-
Dr.
Nirmala Mani Adhikary
Kathmandu University, Nepal
Nirmalam.adhikary@gmail.com
Nirmalam.adhikary@gmail.com
Oversættelse af : Mamta Kharel
Sadharanikaran Model of Communikation (SMC) er en repræsentation af kommunikationsprocessen fra
hinduistisk perspektiv. Det er en systematisk beskrivelse i diagrammatisk form
af en proces til at opnå en gensidig forståelse, almindelighed eller enhed
blandt mennesker. Det illustrerer, hvordan de kommunikerende parter interagerer
i et system (dvs. processen af Sadharanikaran) for at opnå Saharidayata.
Saharidayata er en kernekoncept, hvorpå betydning af Sadharanikaran er bosat.
Det er en fælles orientering, fællestræk, gensidig forståelse eller enhed. Ved
færdiggørelsen af Sadharanikaran processen bliver kommunikerende parter
Sahridayas. I lyset heraf SMC forstiller en kommunikation for altergang.
Bharatas Nastyashastra og Bhartrihari’s
Vakyapadiya er to grundlæggende kilder til modellen. De fleste af de begreber, der
er trukket på (for eksempel sadharanikaran, sahridayata, rasawadana,
sakshatkara osv.) er formelle begreber,
der er fast etableret på sanskritisk poetik, æstetik og lingvistik samt andre
discipliner af hinduistiske religionsfilosofiske videnssystemer. Disse begreber
er grundlaget for, at SMC er etableret.
Kort fortalt, følgende punkter præsenterer omridset
af SMC:
1. Strukturen af modellen er ikke lineær. Det indeholder begreber tovejs
kommunikationsproces, der resulterer i gensidig forståelse af de
kommunikationspartier. Således, er den fri for begrænsningerne af lineære
kommunikationsmodeller.
2. Modellen illustrerer, hvordan en vellykket kommunikation er mulig i
hinduistisk samfund, hvor komplekse hierarkier af kaster, sprog, kulturer og
religiøs praksis er fremherskende. Sahridayata hjælper de kommunikerende til at
gennemsyre det ulige forhold, der hersker i samfundet, og selve processen for
kommunikation lettes.
3. Samspillet mellem de kommunikationspartier er af afgørende betydning i
sadharanikaran. Her det er ikke en årsag til forholdet, men forholdet i sig
selv er signifikant. For eksempel, guru- shishya forholdet er altid som helligt
i sig selv. Og i modsætning til i tilfælde de fleste kommunikationsteorier og
modeller fra vesten, er dette ikke lægger vægt på dominans af afsenderen.
Modellen giver snarere lige stor betydning for begge
kommunikationspartierne.
4. Modellen viser, at abhivyanjana (kodning) og rasaswadana (dekoding) er
de grundlæggende aktiviteter i kommunikation. Med andre ord er de afgørende
tidspunkter i sadharanikaran (Kommunikation).
5. Det viser, at hinduistisk perspektiv på kommunikation fremhæver mere om
intern eller intrapersonel aktivitet. For eksempel både processerne for kodning
og afkodning består af fire lags mekanisme i sin ideelle form. Kommunikation involverer
mere erfaring indvendig end objektiv rationalitet af de sensoriske organer.
6. Ved levering af sandarbha (kontext), modellen præciserer, hvordan
meningen kunne leveres til meddelelsen, selvom afsenderen ikke er identificeret
til modtageren. Den tilsigtede mening af enhver besked kan konstateret på grund
af konteksten uden at bestemme den egentlige hensigt i talerens sind, bare ved
at tage kontekstuelle faktorer i betragtning. På grund af konteksten en tekst
kan bevare sin objektiv meningen.
7. SMC viser, at omfanget af kommunikation fra hinduistisk perspektiv er bredt.
Som forudset i modellen kommunikationen er bredere nok til at håndtere alle
livets tre dimensioner: adhibhautika (fysisk eller svag) adhidaivika (mental)
og adhyatmika (åndelig). I social eller verdslig sammenhæng er kommunikation
sådan en proces, hvormed i ideelle forhold mennesker opnår sahridayata. I
mental sammenhæng kommunikation er processen med til at opnå sand viden samt
lignende gensidig erfaring. Men det er ikke hele historien; den har også en
åndelig dimension.
8. Målet med kommunikation som det er tanken i modellen er helt bestemt at
opnå fælleshed eller gensidig forståelse. Men målet ville ikke være begrænset
til netop dette omfang. Ligesom Vedic Hinduism altid lægger vægt på at opnå
alle purushartha chatustayas (dvs. fire mål for livet: artha, kama, dharma og
moksha), modellen opfatter også kommunikationen, der er i stand til at nå alle
disse mål. Således, modellen er i perfekt sammenhæng med Vedic Hindu World
View.
Sadharanikaran som
koncept/teori bør ikke forveksles med Sadharanikaran kommuniktionsmodellen
(SMC). Den tidligere, som er en af de væsentlige teorier i sanskrit poetik og
andre discipliner, har sin egen rod i Bharata Munis Natyashastra og er
identificeret med Bhattanayaka. Mens SMC refererer til en model for
kommunikation som trækker på det klassiske koncept/ teori af sadharanikaran
sammen med andre ressourcer for at visualisere hinduiske perspektiver på
kommunikation, blev først udviklet og foreslået i 2003.
Den meta- teoretiske
antagelse af modellen er Vedantic. Hindu måde at kommunikere sikkert lægger
vægt på intern eller intrapersonel aktivitet. Det er forståeligt, at
abhivyanjana og rasaswadana er de grundlæggende aktiviteter i kommunikation, og
i hinduistiske liv kommunikation involverer mere erfaring end objektiv
rationalitet i de sensoriske organer. Denne tendens letter sahridayata og andre
begreber, der skal materialiseres praktisk. Således, kommunikation resulterer i
fællesskab i det hinduistiske samfund.
Selected Bibliography:
Adhikary, N. M. (2003). Hindu awadharanama
sanchar prakriya [Communication in Hindu concept]. A dissertation presented to
Purvanchal University, Nepal in the partial fulfillment of the requirements for the Degree of Master of Arts in Mass
Communication and Journalism.
Adhikary, N. M. (2007). Sancharyoga: Verbal
communication as a means for attaining moksha. A dissertation presented to the
Faculty of the Graduate School of Pokhara University, Nepal in the partial
fulfillment of the requirements for the Degree of Master of Philosophy.
Adhikary, N. M. (2009). An introduction to
sadharanikaran model of communication. Bodhi:
An Interdisciplinary Journal, 3(1), 69-91.
Adhikary, N. M. (2010). Sancharyoga: Approaching
communication as a vidya in Hindu orthodoxy. China Media Research, 6(3), 76-84.
Adhikary, N.M. (2011). Theorizing communication:
A model from Hinduism. In Y.B. Dura (Ed.), MBM
anthology of communication studies (pp. 1-22). Kathmandu: Madan Bhandari
Memorial College.
Adhikary, N. M. (2012). Hindu teaching on conflict and peacemaking. In L. Marsden (Ed.), Ashgate research companion on religion and conflict resolution (pp. 67-77). Farnham, Surrey (UK): Ashgate Publishing.
Adhikary, N. M. (2012). Hindu teaching on conflict and peacemaking. In L. Marsden (Ed.), Ashgate research companion on religion and conflict resolution (pp. 67-77). Farnham, Surrey (UK): Ashgate Publishing.
Adhikary, N.M. (2013). Communication theory and
classical Sanskrit texts. Rural Aurora,
2, 112-125.
Adhikary, N. M. (2014). Theory and practice of communication – Bharata Muni. Bhopal:
Makhanlal Chaturvedi National University of Journalism and Communication.
Adhikary, N. M. (2016). Hinduism. International Encyclopedia of Communication
Theory and Philosophy, pp. 831-838.
1 comment:
this is really pleased to visit this post
vashikaran Removal Specialist in Australia, sydney, Melborne, perth
vashikaran Removal Specialist in Australia, Sydney, Melbourne, Perth
Post a Comment